Ø-liv: Sejerø og Nekselø
Sejerø
På Sejerø oplever man skilte, der advarer mod høns på vejen! Og cykelturen kan foregå i adstadigt tempo. På havnen kan man få en snak med de lokale - og indtage en friskstegt rødspætte på kroen.
Sejerø byder på masser af stemning, sjældne naturoplevelser og mange muligheder for spændende vandreture. Fra et af Sejerøs udsigtspunkter er det på en god dag muligt at skimte Jylland. Derudover hører Sejerø til et af de steder i Danmark, hvor der er flest solskinstimer og mindst nedbør.
Når I skal besøge Sejerø, sejler I med færgen fra Havnsø. Det tager ca. 55 min. Det er muligt at få bilen med til Sejerø. Find mere indformation om Sejerø-færgen.
Nekselø
Nekselø, som ligger I Sejerøbugten, er fredet, men der er to fine vandreruter, der fører rundt om den smukke ø. Undervejs kan man nyde stilheden og - ikke mindst - betagende udsigter. Der bor 20 fastboende på øen.
Nekselø er kendt for sit enestående plante-, fugle- og dyreliv, og øen er så lille, at I sagtens kan gå hele vejen rundt på en dag. Nekselø har også sin egen kirke, hvor der er gudstjeneste 12 gange om året. Kirken kunne i 2011 fejre 80 års jubilæum.
Ved den lille havn på Nekselø er der en skøn, børnevenlig strand langs med molen. Husk at medbringe en picnickurv, da der ikke købes mad på øen. Der er dog toilet og drikkevand ved havnemolen.
Find information om Nekselø-færgen.
